Skip to the content

Kælderguide

Kælder

De af vores boliger der har kældre, er af meget ældre dato. Derfor er det vigtigt at man bruger kælderen med omtanke.

Derfor har vi lavet denne lille guide til:

Sådan indretter du og bruger din kælder.

Vigtigt!
Kældrene er ikke egnet som beboelsesrum. De er kun egnet til opbevaring.

 Gulv

Hav klinker og beton. Tæpper, gips, trægulve og lignende er ikke egnet i en gammel kælder, da gulvet kan svede, og skal derfor have mulighed for at kunne komme af med fugten.

Vægge

Beklæd ikke vægge med gips eller lignende. Ligesom med gulvet, kan væggene svede. Er væggene beklædte kan fugten ikke komme væk, og der vil hurtigt komme skimmel.

Opbevaring

Bevar ting i kasser lavet af plast frem for pap og stil de mest robuste kasser nederst. En god idé er at sætte stålreoler i kælderen. Reoler får ikke blot tingene væk fra gulvet, men skaber også mere orden og bedre overblik over dine ting.

Møbler

Det er en dårlig ide at opbevare møbler – især hvis der er tekstil på dem – i din kælder. Især i sommerperioden er luftfugtigheden alt for høj til sikker opbevaring af møbler i kælderen. Det gælder også træmøbler, som dårligt tåler fugt. Desuden står møblerne oftest direkte på gulvet og er altså i fare for at blive vandskadet, hvis uheldet er ude.

Afstand

Stil generelt ikke ting for tæt op ad vægge eller for lavt mod gulvet. Det sikrer en bedre ventilation i det fugtige kælderrum. Det forebygger også skader pga. skimmelsvamp. En tommelfingerregel er at stille reoler og andre ting med en afstand på 10 cm til væggen.

Kælderindgang

Det kan være for nemt for regnvand at løbe ned til dit kælderrum. Husk derfor at holde kælderskakten ren for affald, så vandet kan løbe i risten.

Ventilation

Sørg for at der er ventilation mellem kælderrummene, og at der kan komme naturlig ventilation fra f.eks. et vindue eller en rist eller net til udenfor.

Maj, juni, juli og august: Luft ikke ud om sommeren og det er varmt. Om sommeren er luften udenfor varm. Når den varme luft møder den kolde kælder, vil luften kondensere og der vil sætte sig fugt på de kolde flader.

Brug ikke affugtere i kældre. Den fjerner ikke fugten, men trækker derimod fugt ind i rummet gennem væggene. Vil man have ekstra udluftning kan du få lov til at installere en udsugningsventilator.

Maling af kælderen

Her skal der bruges en særlig maling. Derfor bedes I kontakte kontoret inden I maler.

Vedligehold af kælderen

Begynder væggene at smuldre og puds falder ned i flager, så kontakt kontoret, så vi kan få udbedret væggene.

Om forfatteren

Nordborg Andelsboligforening

Kontakt os

Fandt du hvad du søgte

Vi står klar til at svare på alle dine spørgsmål og meget mere.